Forord
Igennem de seneste år har den kulturelle, økonomiskeog sproglige kontakt mellem de portugisisk-talende lande på den ene side og Danmark på den anden side været støt stigende. Den europæiske integration og turismens fremmarch har gjort at også privatpersoner inddrages i denne udvikling. Algarves strande kalder, og dansk fjernsyn viser brasilianske serier på originalsproget i hundredvis af afsnit.
Men mens behovet for oversættelse og andre former for sprogkontakt mellem portugisisk og dansk således må siges at være i vækst, findes der p.t. ingen ordbøger af tilstrækkeligt omfang på det danske marked. Universitetsstuderende fx er således henvist til engelske, tyske eller monolinguale ordbøger. Et andet problem er, at de fleste af disse ordbøger tager udgangspunkt i europæisk portugisisk, med en underrepræsentation af brasiliansk ordmateriale til følge. På denne baggrund opstod idéen om at lancere en mellemstor portugisisk-dansk ordbog, hvor der tages særligt hensyn til Brasiliens voksende betydning i det portugisiske sprogsamfund. Der er optaget ca. 40.000 stikord (samt yderligere ca. 10.000 udtryk, talemåder m.m. i form af underartikler), herunder mange brasilianismer og ord af indiansk oprindelse. Denne sidste gruppe omfatter mange plante- og dyrenavne, geografiske og religiøse udtryk, der ikke har en direkte dansk oversættelse. I disse tilfælde - som i øvrigt også ved fagudtryk og latinsk-græske fremmedord - er der tilføjet korte definitioner eller forklaringer på dansk. I begrænset omfang gælder dette også portugisiske forkortelser, samt sted- og personnavne, der er optaget i ordbogen, når de skønnes at spille en særlig rolle for forståelsen af tekster om portugisisk/brasiliansk geografi, kultur og historie.
Selv om ordbogsteorien skelner skarpt mellem tosprogede ordbøger (til oversættelse) og ensprogede ordbøger (til grammatiske og syntaktiske oplysninger m.m.), viser erfaringen, at de fleste, især blant studerende og rejsende, ganske enkelt vælger den ordbog, hvor forklaringerne er på deres eget sprog, og hvor de ikke behøver at slås med fremmedsproglige definitioner. En dansker vil derfor slå efter i en portugisisk-dansk ordbog, selv når han søger hjælp ved bøjningen af de portugisiske verber (hvor man "officielt" skulle ty til en ensproget ordbog eller en grammatik). Jeg har derfor gjort meget ud af at oplyse, hvordan det enkelte ord skal udtales og bøjes, og hvilken funktion den kan udfylde i sætningssammenhængen. Ordets stilleje og "farve" er ligeledes angivet vha. markeringer som fx "S" for "slang" og "PEJ" for "nedsættende". For at få fuld udbytte af disse oplysninger, anbefales der en grundig gennemlæsning af afsnittene om udtale, bøjningsformer, forkortelser og ordbogens indretning. En hurtig orientering er dog mulig vha. appendiks II.
Ordbogen er blevet til i forbindelse med et speciale om leksikografi på Århus Universitet, og jeg vil i denne sammenhæng sige tak for hjælp og idéer jeg har fået fra denne side. Selv om mange ordbøger - ikke mindst på steder som Århus Universitet - bliver slidt op i daglig brug, findes der kun få mennesker der kunne finde på at læse en. Jegs er derfor særlig taknemmelig for mine korrekturlæseres tålmodighed, der har læst hele bogstavkapitler igennem ...
Endeligt vil jeg takke min familie for deres tålmodighed med mig og min computer i al den (fri)tid det har taget at samle og "layoute" materialet.
Eckhard Bick, Århus, april 1993
Forord til 2.udgave
Interessen for ordbogen har været større end ventet og den har været udsolgt fra forlaget i flere måneder. Den udkommer nu i en anden, forbedret udgave med blandt andet et nyt og mere strømlinet layout, hvor mere stof finder plads på færre sider. Desuden har bogen fået en meget mere robust indbinding, der nu skulle kunne tilfredsstille selv den mest ihærdige bruger, og selvfølgelig er der færre trykfejl. Men også indholdsmæssigt er der foretaget en del forbedringer. Der er optaget en række nye ord, og eksisterende ordbogsartikler er blevet suppleret med nye definitioner og ækvivalenter. Jeg er i denne sammenhæng taknemmelig for hjælp og inspiration fra lærere og studerende på faget Portugisisk/Brasiliansk ved Århus Universitet. En del rettelser stammer også fra mit tekstkorpus-baserede Ph.D.-projekt med parsing (automatisk computerbaseret analyse) af naturligt portugisisk skriftsprog.
Eckhard Bick, Århus, marts 1995
Ordbogens sproglige norm er brasiliansk portugisisk. Men mens der er taget hensyn til den europæisk-portugisiske ortografi igennem et henvisningssystem, er de fonetiske oplysninger som regel kun brasilianske, idet de mere eller mindre regelmæssige udtaleforskelle rammer langt de fleste ord. Nedenstående tabel viser komparativt udtalespektret for de vigtigste vokaler og konsonanter (bras. eksempler og en grundig gennemgang af de enkelte lydes udtale og transskription følger senere i afsnittet):
BRASILIEN PORTUGAL
Vokaler:
trystærkt 'e'
'ei'
'l', der lukker stavelse:
Diftonger: [e] eller [é] [e], [é] eller [A] foran n/m altid [] tryksvagt 'e' [e] før, [i] efter tryk [[phi]], [i] eller [-] trykstærkt 'o' [o] eller [ó] [o] eller [ó] foran n/m altid [] tryksvagt 'o' [o] før, [u] efter tryk [u], i ordstart [o], foran l [o/ó] trykstærkt 'a' altid [a] [a], foran n/m [A] tryksvagt 'a' [a], evt. [A] som udlyd normalt [A]
Konsonanter: [ej], evt. [e] [Aj] trykstærk vokal efter [i]/[u]: hiat [i'V]/[u'V] (V =vokal) diftong ['jV]/['wV]
[w] [l] (velar l) 's'/'z'-udlyd [s], i Rio [x] altid [x] foran konsonant (ustemt): [s], i Rio [x] altid [x] (stemt): [z], i Rio [x*] altid [x*] 'r' i starten af ordet: [H] (også efter l, s og nasal) [R] eller [rr] ellers før vokal: [r] [r] der lukker stavelse: [H#], foran stemt konsonant [H] [r] 'rr' [H] [R] eller [rr] 'b' [b] (stemt uden aspiration) [ß] (bilabial [b]) 'd' [d] (stemt uden aspiration) [d] (bidental [d])
Også internt i Brasilien er der en stor regional variation i udtalen, og det er således problematisk at tale om en egentlig udtale-standard. Udfra historiske og befolkningsdynamiske kriterier kan man dog afgrænse tre store relativt homogene regioner:
1. Nord-Øst med et meget stort afrikansk islæt i befolkningen og en stor fattig landbrugs-sektor. Et fonetisk særpræg er fx at den i Brasilien ellers normale palatalisering af 't' og 'd' foran 'i' ([[Tau]i] og [[Delta]i]) ortfalder, som i ordet "nordestino" (person fra NØ-Brasilien). Desuden er der - som delvist også i Rio - en forholdsvis større tendens til at udtale tryksvagt 'e' som [o] (og i lidt mindre grad tryksvagt 'o' som [u]). Fælles for hele Brasilien er dette kun i slutstavelsen (altså efter den trykstærke stavelse). I det indre af landet (og i Bahia) møder man også en åbning af ellers lukkede 'e' og 'o' til [é] og [ó], som i "lavsprogs"-udtalen for "boca" (mund).
2. Syd-Øst med en mere europæiseret befolkning, industriel rigdom og en politisk førende rolle i brasiliansk historie.
a) Rio de Janeiro, kongeby og Imperiets hovedstad. Måske pga. dette historiske særpræg og den dertil knyttede tilførsel af "reinóis" (portugisisk-fødte) i form af embedsmænd, har Rio-regionen fonetiske fællestræk med europæisk portugisisk, især i udtalen af 's' som [x] og 'z' som [x*], når disse lyde "lukker" en stavelse. I det meste af Brasilien er udtalen her altid [s] (ustemt) eller [z] (stemt). Desuden bliver tryksvagt 'e' ofte [i] i starten af ordet (fx i forstavelserne "ex-" og "es-"), og trykstærke vokaler foran palatallydene 's'/'z' diftongiseres med et lille [i] til fx [ve¡x] i "vez" (gang) eller [ma¡x] for "mas" (men). Sidstnævnte fænomen er mindre tydeligt i resten af Syd-øst og Syd-Brasilien, men forekommer ellers spredt også i resten af landet.
b) São Paulo, kaffe-stat og industri-by, der sendte bandeiranterne af sted for at udforske/udbytte resten af Brasilien, og som nu producerer halvdelen af Brasiliens BNP. Ligesom også Minas Gerais har São Paulo en forholdsvis "gennemsnitslig" udtale med færre regionalismer end i Nordøst- og Syd-Brasilien. I større dele af især landbefolkningen i det indre af staten er der dog en tendens til en "caipira-" ("bondsk") udtale af 'r' som tungespids-[r] (eller næsten [[rho]] som i amerikansk engelsk) i slutningen af en stavelse eller et ord, hvor den almindelige udtale er et gane-[H] eller -[H#]. For de fleste ord ligger São-Paulo-udtalen dog ret tæt op ad ortografien (med mindre diftongisering end i Rio og uden dennes 's'/'z'-palatalisering). Som homogent og meget tæt befolket område med stor magt over medierne har São Paulo en dynamisk afsmittende virkning på resten af landet (omtrent ligesom København har det fonetisk set på den danske provins).
c) Minas Gerais, som oprindelig blev rig på minedrift, og senere - som landbrugsregion med vægt på kvægavl - i lang tid delte regeringsmagten med São Paulo i den såkaldte "Café-au-lait"-alliance. Udtalen ligner udtalen i São Paulo, men er til en vis grad mere "ortografisk" i udtalen af tryksvage 'e' og 'o'. Foran den trykstærke stavelse udtales disse lyde her nemlig næsten konsekvent som (lukkede) [e] og [o], mens São Paulo - ligesom mange andre regioner - har sit helt "personlige" sæt af ord, der her muliggør [i] for 'e', og i mindre grad [u] for 'o'.
3. Syd-Brasilien, "gaucho"-regionen med en rig kvægavls-økonomi og en stor andel af "nyere immigranter også fra ikke-iberiske europæiske lande. Måske af immigrationsmæssige årsager eller pga naboskabet til Argentina udtales lyden 'r' her mere rullet som på spansk eller italiensk, også postvokalsk eller som dobbeltkonsonant, hvor den brasilianske udtale ellers er ganelyden [H]. Efter vokaler udtales 'l' her ikke som [w] (normaludtalen i resten af Brasilien), men som et "mørkt" [l], der ligner det europæisk-portugisiske [l].
I det følgende gennemgås det brasilianske fonetiske inventar og de vigtigste udtaleregler. Basis for eksemplernes transskription er medie-udtalen i São Paulo og Minas Gerais.
Vokaler
[a]
Mens 'a', 'i' og 'u' ikke volder problemer for udlændingen, er bogstaverne 'e' og 'o' mere problematiske, idet de har flere fonetiske realiseringer: [e], [é] og [i] for 'e' og [o], [ó] og [u] for 'o'.Der findes dog følgende regelmæssigheder for udtalen a 'e'/'o': åbent a som i dansk harpe há ['a] (har) [A] lukket som i dansk stald, på brasiliansk normalt casa ['kazA] (hus) kun som nasal vokal eller som variant af [a] i cama ['kmA] (seng) ords slutning mandar [m'daH#] (sende) [é] åbent e som i dansk præst fé ['fé] (tro) [e] lukket e som i dansk mel ele ['eli] (han) [i] lukket i som i dansk mine bico ['biku] (næb) [ó] åbent o som i dansk godt pó ['pó] (støv) [o] lukket o som i dansk tone doce ['dosi] (sød) [u] lukket u som i dansk kugle puro ['puru] (ren)
* Når 'e'/'o' efterfølges af en stavelse, der begynder med 'n' eller 'm', udtales de altid lukket som [e]/[o]. Der er desuden en tendens til nasalisering.
* Når 'e'/'o' bærer trykket i andre stavelser end den næstsidste, skrives de med accent, der angiver udtalen: é =[é], ê =[e], ó =[ó], ô =[o].
* I faldende diftonger udtales 'e'/'o' altid lukket som [e]/[o], medmindre en accent angiver andet, eller når 2.element er 'l'.
* I position efter den trykstærke stavelse, især finalt, udtales 'e' som [i], og 'o' som [u].
* I position før den trykstærke stavelse er udtalen meget varierende, men det er næsten altid muligt at udtale lukket [e]/[o]. Dette er i øvrigt almindeligt i Minas Gerais, mens man fx i Rio her i mange ord hører [i] for 'e' og [u] for 'o'. En åben udtale som [é]/[ó] er sjælden, men kan være normen før 'pt'/'ct' eller 'pc'/'cc' (også hvor brasiliansk her har forenklet til enkelt 't' eller 'c').
* Når 'e'/'o' selv bærer trykket, og er del af den næstsidste stavelse, vil udtalen ikke markeres med accent. Udtalen vil enten være lukket [e]/[o] eller åbent [é]/[ó], men kan i disse tilfælde ikke "regnes ud", - og vil derfor altid være markeret ved de pågældende ord i ordbogen. Ved nogle substantiver og adjektiver på -o, vil det trykstærke 'o' skifte fra lukket udtale som [o] i maskulinum singularis til åbent [ó] i pluralis og femininum, fx novo ['novu] (ny) -> nova ['nóva] og novos ['nóvus]. Disse ord markeres ligeledes i ordbogen.
Nasaler
[]
[j]
[j]
[aj]
[éj]
[oj]
[aw]
[ów]
Halvvokaler Alle nasaler udtales lukket. Nasalerne er lã ['l] (uld) enten ortografisk markeret eller opstår, canta ['ktA] (synger) [] hvor n, m eller nh lukker en stavelse tempo ['tpu] (tid) [] efter vokal. fim ['f] (ende) [õ] com ['kõ] (med) [] unha ['[eta]A] (negl)
Halvkonsonanter i faldende diftong som i majs pai ['paj] (far) [w] i faldende diftong som i havre pau ['paw] (træ)
Orale faldende diftonger i stigende diftong som i Jane águia ['agja] (ørn) [w] bilabial som i engelsk wall água ['agwa]
I hurtig tale bliver udtalen af trykstærkt 'ei' ofte bare [e] foran lydene [r], [x], [x*], sjældnere foran [d] og [g], fx brasileiro [brazi'leru] (brasilianer). 'ai' mais ['majs] (mere) [ej] 'ei' rei ['Hej] (konge)
Lyden opstår også ofte ved diftongisering af 'e' foran 'a': recear [He'séj(j)aH#] (frygte), Léa ['léj(j)a]. 'éi', især 'éis'/'éia' papéis [pa'péjs] (papirer)
Mange brasilianere (fx i Rio) palataliserer trykstærke vokaler før 's'/'z' til faldende diftonger med [j], fx mas ['ma¡s]/['majx] (men), luz ['lu¡s](['lujx] (lys), rãs ['H¡s]/['Hjx] (frøer). 'oi' dois ['dojs] (to) [ój] 'ói' dói ['dój] (det smerter) [uj] 'ui' fui ['fuj] (jeg var)
Trykstærkt 'ou' kan i hurtig tale udtales som [o]. Omvendt kan 'o' foran 'a' diftongiseres til [ow], som fx i pessoa [pe'sowa]. 'au', 'al' tal ['taw] (slig) [ew] 'eu', sjældent 'el' meu ['mew] (min) [éw] 'éu', 'el' céu ['séw] (himmel) [iw] 'iu', 'il' viu ['viw] (han så) [ow] 'ou', 'ol' sou ['sow] (jeg er)
Den ellers stigende diftong 'uo' i ord som vácuo udtales ligeledes [uw] eller bare [u:]/[u], dvs. ['vakuw/-u:] (tom). 'ol' (især når det står sidst i ordet) sol ['sów] (sol) [uw] 'ul' sul ['suw] (syd)
Nasale faldende diftonger
[j]
[j]
I svækket form optræder denne diftong i stedet for [], når den ikke er både trykstærk og final ('e'/'ê'+'n'/'nh'/'m'), fx: vento ['v¡tu] (vind), vivem ['viv¡] (de lever). 'ãi', 'ãe' mãe ['mj] (mor) [j] trykstærkt finalt '-em', 'ém' bem ['bj] (godt)
Stigende diftonger 'õe', især endelsen '-ões' botões [bo'tjs] (knapper) [j] 'ui' i få ord (ellers [uj]) muito ['mjtu] (meget) [w] 'ão', som tryksvag '-am' pão ['pw] (brød)
Stigende diftonger kan dannes med [w] eller [j] som første element og stort set alle vokaler som andet element. Fx:
[wa] | quatro ['kwatru] (fire) | |
| [we] | coelho ['kwe[lambda]u] (kanin) | |
| [w] | quando ['kwandu] (når) |
[ja] | diabo ['[Delta]jabu] (djævel) | |
| [jé] | quieto ['kjétu] | |
| [ju] | ódiu ['ó[Delta]ju] (had) |
I flydende tale diftongiseres der desuden, når [i] eller [u] efterfølges af vokal i stavelsen efter trykket (især finalt):
nódoa ['nódwa] (plet), farmácia [faH'masja] (apotek), petróleo [pe'trólju] (petroleum), fémea ['fmja] (hun, kvinde).
Når der følger en trykstærk vokal efter [i]/[u], bevares hiaten i princippet (i modsætning til Portugal), men der kan indskydes et [j] eller [w], hvad der i hurtig tale kan føre til dannelsen af stigende diftonger (og dermed reducering af antallet af stavelser):
piano (pi-a-no) [pi'anu] -> [pi'(j)anu] -> ['pjanu] ('pia-nu')
Suécia (Su-é-ci-a) [su'ésia] -> [su'(w)ésja] -> ['swésja] (Sué-cia)
Denne tendens gælder ikke for 'e' og 'o' (hvis realisering som [i] og [u] i Brasilien jo er valgfri i denne position), - med undtagelsen af 'co'/'go', og er i øvrigt (for 'i' og 'u') mest udpræget når den opstående (trykstærke) diftong kommer til at ligge i ordets første stavelse (fx iaque ['jaki] -yak), og mindst udpræget for den sidste stavelse (fx luar ['luaH#] - måneskin).
Når [i] eller [u] efterfølges af tyksvag vokal, vil hiaten næsten altid bevares, uanset om [i]/[u] selv er trykstærk eller tryksvag, fx sua ['sua] (hans), ionizar [ioni'zaH#] (ionisere). Der kan således kun opstå de faldende diftonger [iw] og [uj] som i saiu [sa'iw] (han gik ud) eller cuidadoso [kujda'dozu] (forsigtig).
Konsonanter
b, d, f, g, k, l, m, n, p, t, v udtales stort set som på dansk. En forskel er imidlertid at b, d, g altid udtales stemt, og at p, t, k udtales uden aspiration (efterfølgende "pustelyd").
[[lambda]] | 'lh', som i dansk talje | olho ['o[lambda]u] (øje) |
[[eta]
| ] | 'nh', som i dansk brynje | tenho ['t(¡)[eta]u] (jeg har) |
[r] enkelt tungespids-r mod de øvre fortænders tandkød
* mellem vokaler | caro ['karu] (dyr) |
| * efter konsonant der starter stavelse | fraco ['fraku] (svag) |
[H] stemt frikativt r mellem dansk r og h
* i starten af ordet | rua ['Hua] (gade) |
| * som 'rr' | carro ['kaHu] (bil) |
| * efter vokal før stemt konsonant | carga ['kaHga] (ladning) |
| * efter konsonant der lukker stavelse, dvs. efter 's' og 'l', og efter 'm'/'n' når de danner en nasal vokal (fx 'on') | melro ['méwHu] (solsort), honra ['õHa] (ære) |
[H#] ustemt frikativt r mellem dansk r og h
* efter vokal før ustemt konsonant
Som udlyd bliver lyden ofte meget svag eller bortfalder helt. carta ['kaH#ta] (brev, kort)
[R] stærkt rullet velart (ganesejl-) r
(kun i Portugal og hos enkelte personer i Syd-Brasilien, Rio og São Paulo, i stedet for [H]/[H#])
[rr] stærkt rullet tungespids -r (i Portugal og i staten Rio Grande d Sul, i.st.f. [H]/[H#])
[[rho]] tungespids-r med tungespidsen en smule bagud mod ganen
(regionalt på landet i São Paulo og Minas Gerais)
'r' som udlyd efter vokal | porta ['pó[rho]ta] (dør) |
* 's' i starten af stavelse | seco ['seku] (tør) |
| eller efter lukket stavelse | ganso ['gsu] (gås) |
| * 'ss'/'ç'/'xc' | faço ['fasu] (jeg laver) |
| * 'c' før 'e'/'i' | tece ['tési] (han væver) |
| * 's'/'z' som udlyd | faz ['fa(¡)s] (han laver) |
| * 's'/'x' før ustemt konsonant | tosco ['tosku] (rå) |
| expulso ['e(¡)spuwsu] (udstødt) |
[z] stemt s, som i tysk Sonne eller engelsk zeal.
* 'z' i starten af stavelse
Udtalen for 'x' kan her også være [x], [ks] eller [s]: zona ['zna] (zone) eller efter lukket stavelse (s, l, m, n) donzela [dõ'zéla] (jomfru) * 's'/'z'/'x' mellem vokaler asa ['aza] (vinge)
fx. paixão [pajxw] (lidenskab), taxi ['taksi] (taxi), trouxe ['trusi] (han har bragt),
exorar [e(¡)zo'raH#] (trygle)
* 's' før stemt konsonant | vesgo ['ve(¡)zgu] (skelende) |
[x] ustemt "bredt" gane-s, som tysk sch, engelsk sh, men bredere end dansk sj i sjakal
* 'ch'
Kun i starten af ordet og efter lukket stavelse udtales 'x' altid som [x]: chuva ['xuva] (regn) * 'x' før vokal lixo ['lixu] (affald)
xícara ['xikara] (kop)
* I Rio og Portugal 's'/'z' i udlyd og 's'/'z'/'x' før ustemt konsonant:
paz ['pa(¡)x] (fred)
[x*] stemt "bredt" gane-s, som fransk j i jaloux eller engelsk s i measure, samme sted i munden som [x]
* 'j' | já ['x*a] (allerede) |
| * 'ge'/'gi' | gelo ['x*elu] (is) |
| * I Rio og Portugal 's' før stemt konsonant | esbarro [e(¡)x*'baHu] (stød) |
[[Delta]] og [[Tau]] optræder i det meste af Brasilien som palataliserede udtaleformer af 'd' og 't' foran lyden [i]/[] (også før diftonger som [iw] eller hvor [i]'et er udtalen af et - normalt tryksvagt - 'e', dvs. især som udlyd efter den betonede stavelse). Fx dia ['[Delta]ia] (dag), tia ['[Tau]ia] (tante), de ['[Delta]i] (af), antes ['[Tau]is] (før), presidente [prezi'd[Tau]i] (præsident), agrediu [agre'[Delta]iw] (han angreb), tinta ['[Tau]ta] (blæk).
Kun i Nordøst-Brasilien (bortset fra Ceará) og sommetider i Rio Grande do Sul siger man i disse tilfælde [d] og [t].
Udgør 'd', 't' eller 'p' første element i konsonantgrupper, kan der i dagligtalen indskydes et [i] for at lette udtalen, hvad der for 'd'/'t' betyder palatalisering til [[Delta]]/[[Tau]], fx. advogado [a[Delta]ivo'gadu] (advokat), psicologia [pisikolo'x*ia] (psykologi). Fænomenet ses også med [k] som første element, og endda ved 'x' når det svarer til [ks], men dette ses ikke i højsprog: ficção ['fikisw] (fiktion).
Udtalen af 'c' og 'g' afhænger af den efterfølgende lyd: Før 'e' og 'i' er udtalen for 'c' [s] og for 'g' [x*], før 'a', 'o', 'u' og konsonanter udtales 'c' [k] og 'g' [g]. Lyden [k] findes ellers kun i 'qu', som udtales [kw] foran 'a', og [k] foran 'e', 'i' (og normalt 'o'). Skal udtalen [kw] bevares foran 'e'/'i', er ortografien i Brasilien 'qü'.
'h' er altid stum, fx. hora ['óra] (time).
BETONINGEN
Trykket ligger på næstsidste stavelse, når ordet ender på -m, -s, -a, -e eller -o. Ellers betones sidste stavelse. Alle afvigelser fra denne regel markeres med accent (fx é, ô, ã). Vokaler med accent bærer altid trykket, men i ord med flere accenter bliver ~ udkonkurreret af ', ' og ^ (fx órgão ['óHgw]).
Den brasilianske ortografi
'k', 'w' og 'y' forekommer kun i udenlandske navne og heraf afledte fremmedord, ellers bruges 'c'/'qu' for 'k', 'u' for 'w' og 'i' for 'y'. De eneste mulige dobbeltkonsonanter er 'ss' og 'rr'. 'h' skrives kun i begyndelsen af ordet (eller efter bindestreg): fx herdar (arve), men deserdar (gøre arveløs).
Der anvendes accenter til betonings- og udtalemarkering: akut for åben udtale af e og o (é =[é], ó =[ó]) og ellers som ren betoningsaccent (i, á), cirkumfleks for lukket udtale af e og o (ê =[e], ô =[o]), og gravis kun når præpositionen "a" efterfølges af artiklen/pronominet "a(s)": a + a(s) = à(s). Tilden bruges som nasaleringstegn (ã, õ) og trema til at markere at 'u' mellem 'q' og lyse (fortunge-)vokaler ikke er stum: 'qüe' =[kwe], 'qüi' =[kwi].
I en række tilfælde kan det være vanskeligt at stave ord man kun har hørt i tale, fordi den samme lyd kan svare til flere bogstaver eller bogstavkombinationer. I disse tilfælde kan der også forekomme forvekslinger, når man vil slå ordet op i ordbogen.
* [s] kan være c, ç, s, ss
"sego" findes som cego (blind), "maça" som massa (dej).
* [x] kan være ch, x, og regionalt s
"chisto" findes som xisto (skifer), ['textu] kan i Rio være både testo (grydelåg) og texto (tekst).
* [z] kan være s og z
"camiza" findes som camisa (skjorte).
* [x*] kan være j og g (foran lys vokal)
"geito" staves nu jeito (fidus), og "tijela" er tigela (skål).
* [i], [u] kan være i, u eller (ubetonet) e, o
"minimo" fx er menino (dreng), "bunito" er bonito (smuk).
ORDDELING
Ved orddeling kræver hver ny vokalenhed en ny stavelse. Af en evt. mellemstående konsonantblok medtages én (den sidste) konsonantenhed i den nye stavelse. Ved vokalenhed forstås her rene vokaler, nasaler (også skrevet som 'em' etc.) og diftonger ([j/w]+vok. eller vok.+[j/w], men ikke hiater som 'oa' [o-a]). En konsonantenhed kan bestå af enkeltkonsonant, ch/lh/nh, cgtdpbfv+l/r, og gu/qu.
Fx. des-cer, a-do-les-cen-te, car-ro, re-pli-car, a-bre-vi-ar, ab-sol-ver, trans-mon-ta-no, ins-cri-to, abs-trac-to, rou-pa, vo-ar, re-guei.
FORSKELLE MELLEM BRASILIANSK OG LUSO-PORTUGISISK ORTOGRAFI
Ordbogens norm er den brasilianske ortografi, og når der foreligger afvigelser i ordets luso-portugisiske stavemåde
Bøjningsformer og afledte ord i ordbogen
I princippet er alle uregelmæssige bøjningsformer optaget i ordbogen, a) ved opslagsordets grundform, som helt ord, som grammatisk forkortelse eller (især ved uregelmæssige verber, hvor ét ord har mange bøjningsformer) ved at anføre reglen for formernes dannelse, og b) alfabetisk som selvstændigt opslagsord, hvor det enten er svært at aflede grundformen uden at kende ordet i forvejen, eller hvor bøjningsformen (fx et ellers regelmæssigt participium) har antaget en selvstændig betydning, der går ud over grundformens. Regelmæssigt afledte ord, som de fleste hunkøns-adjektiver og afledte adverbier på -mente er derimod ikke optaget i ordbogen. Ord der er afledt vha. præfikser eller suffikser er især medtaget, når de ikke længere føles som "sammensat", dvs. har fået karakter af selvstændige rødder, når de er meget hyppige eller når deres betydning ikke umiddelbar fremgår af elementernes betydning.
1. SUBSTANTIVER
Hunkønsformen <f:...> er oplyst ved hankønsord (og omvendt <m:...>), når der er tale om slægtskabsord, dyrenavne, erhvervsbetegnelser, titler o.l., med mindre den ene form er meget sjælden, når der er sammenfald (markering <smf>) eller hvor formerne dannes helt regelmæssigt ved "-o"/"-a"-skifte.
Flertalsformen <P ...> er anført når den afviger fra følgende regler:
* Flertal dannes med -s (as casas husene).
* -l -> i ved -al, -ol, -ul, -el (animal -> os animais dyr),
o/e -> ó/é (papel -> papéis papirer)
* -il -> -is (betonet, barril -> barris tønder)
-> -eis (ubetonet, fóssil -> fósseis fossiler)
* -m -> -ns (viagem -> viagens rejser)
* -r/-z -> -res/-zes (voz -> vozes stemmer, par -> pares par)
* -s -> -ses (med sluttryk, país -> países lande)
-> s (uden sluttryk, lápis -> lápis blyanter)
* -ão -> -ões (coração -> corações hjerter)
Især for det sidste tilfælde findes der mange "undtagelser" på -ãos og -ães, der kun kan afledes med kendskab til ordenes etymologi, og derfor markeres i ordbogen.
Ved komposita (flereordsudtryk med bindestreg) er der altid oplyst hvilket/hvilke led der bærer flertalsendelse: <P1> (1.led), <P2> (2.led), <P12> (begge led).
Flertalsformer er desuden optaget som selvstændige opslagsord eller underartikler, når de har en betydning, der afviger fra grundformens, fx. costa (kyst) - costas (ryg), eller når ordet kun bruges i flertal, fx. calças (bukser).
2 ADJEKTIVER
Flertalsformer dannes efter de samme regler der gælder for substantiver, og er også optaget i ordbogen efter de sammer principper som for substantivers vedkommende.
Både ved substantiver og adjektiver på -o kan betonet o skifte fra lukket udtale o i grundformen til åbent [ó] i flertal, for adjektiver samtidigt i hunkøn: corno ['koHnu] (horn) -> cornos ['kóHnus], novo ['novu] (ny) -> novos [nóvus] og nova(s) ['nóva(s)]. I ordbogen markeres dette med [o,P ó], mens tilsvarende ord uden denne o-åbning markeres [o=].
Adjektivers hunkønsformer dannes ved at erstatte -o med -a eller (i ord på -u, -ês, -ol, -or, -uz) ved at tilføje -a. Desuden gælder -ão -> ã (são - sã sund) og -eu -> -éia (europeu - européia europæisk), i Portugal: -eia. Hunkøn er lig med hankøn ved adjektiver på -e (fx alegre glad), gradbøjnings-or (fx. superior øvre), -ês når det betyder "-holdig" (fx pedrês stenet), og ved andre konsonantendelser end de føromtalte (fx feliz lykkelig). I ordbogen markeres alle disse tilfælde med <amf>, og ellers opføres uregelmæssige former.
Gradbøjningsformer (<SUP> =superlativ, <KOMP> =komparativ) anføres, når de er selvstændige ord, og ikke dannes med (o) mais og (o) menos, fx. grande (stor) - maior (større) - o máximo (størst). Absolutte superlativer, fx. dificílimo (meget vanskelig) behandles som selvstændige ord.
3. PRÆFIKSER OG SUFFIKSER
Ordbogen indeholder (som selvstændige artikler) en lang række for- og efterstavelser af hvilke mange er ret produktive i orddannelsen på portugisisk. Kan man ikke finde et ord i ordbogen, kan man prøve at leddele det og søge efter elementerne (roden og præfiks/suffiks) hver for sig. Man får så at vide hvordan fx en given efterstavelse normalt ændrer rodordets betydning, og kan selv konstruere en oversættelse. Dette gælder især for mange videnskabelige (fremmed-)ord og for diminutiver ("formindskelser"), aumentativer ("forstørrelser") og pejorativer (nedsættende ord), som fx. -ebre, der i ordet casebre "degraderer" casa (hus) til "hytte".
4. REGELMÆSSIGE VERBER
|
| 1.konjugation (-ar) | 2.konjugation (-er) | 3.konjugation (-ir) |
|
| fx amar (elske) | comer (spise) | admitir (tillade) |
| 1.Sg. | am-o | com-o | admit-o |
| 2.Sg. | am-as | com-es | admit-es |
| 3.Sg. | am-a | com-e | admit-e |
| 1.Pl. | am-amos | com-emos | admit-imos |
| 2.Pl. | am-ais | com-eis | admit-is |
| 3.Pl. | am-am | com-em | admit-em |
| 1.Sg. | am-ava | com-ia | admit-ia |
| 2.Sg. | am-avas | com-iass | admit-ias |
| 3.Sg. | am-va | com-ia | admit-ia |
| 1.Pl. | am-ávamos | com-íamos | admit-íamos |
| 2.Pl. | am-ávais | com-íeis | admit-íeis |
| 3.Pl. | am-avam | com-iam | admit-iam |
| 1.Sg. | am-ei | com-i | admit-i |
| 2.Sg. | am-aste | com-este | admit-iste |
| 3.Sg. | am-ou | com-eu | admit-iu |
| 1.Pl. | am-amos (L -ámos) | com-emos | admit-imos |
| 2.Pl. | am-astes | com-estes | admit-istes |
| 3.Pl. | am-aram | com-eram | admit-iram |
| 1.Sg. | am-ara | com-era | admit-ira |
| 2.Sg. | am-aras | com-eras | admit-iras |
| 3.Sg. | am-ara | com-era | admit-ira |
| 1.Pl. | am-áramos | com-êramos | admit-íramos |
| 2.Pl. | am-árais | com-êreis | admit-íreis |
| 3.Pl. | am-aram | com-erem | admit-iram |
| 1.Sg. | amar-ei | comer-ei | admitir-ei |
| 2.Sg. | amar-ás | comer-ás | admitir-ás |
| 3.Sg. | amar-á | comer-á | admitir-á |
| 1.Pl. | amar-emos | comer-emos | admitir-emos |
| 2.Pl. | amar-eis | comer-eis | admitir-eis |
| 3.Pl. | amar-ão | comer-ão | admitir-ão |
| 1.Sg. | amar-ia | comer-ia | admitir-ia |
| 2.Sg. | amar-ias | comer-ias | admitir-ias |
| 3.Sg. | amar-ia | comer-ia | admitir-ia |
| 1.Pl. | amar-íamos | comer-íamos | admitir-íamos |
| 2.Pl. | amar-íeis | comer-íeis | admitir-íeis |
| 3.Pl. | amar-iam | comer-iam | admitir-iam |
| 1.Sg. | am-e | com-a | admit-a |
| 2.Sg. | am-es | com-as | admit-as |
| 3.Sg. | am-e | com-a | admit-a |
| 1.Pl. | am-emos | com-amos | admit-amos |
| 2.Pl. | am-eis | com-ais | admit-ais |
| 3.Pl. | am-em | com-am | admit-am |
| 1.Sg. | am-asse | com-esse | admit-isse |
| 2.Sg. | am-asses | com-esses | admit-isses |
| 3.Sg. | am-asse | com-esse | admit-isse |
| 1.Pl. | am-ássemos | com-êssemos | admit-íssemos |
| 2.Pl. | am-ásseis | com-êsseis | admit-ísseis |
| 3.Pl. | am-assem | com-essem | admit-issem |
| 1.Sg. | amar | comer | admitir |
| 2.Sg. | amar-es | comer-es | admitir-es |
| 3.Sg. | amar | comer | admitir |
| 1.Pl. | amar-mos | comer-mos | admitir-mos |
| 2.Pl. | amar-des | comer-des | admitir-des |
| 3.Pl. | amar-em | comer-em | admitir-em |
| 1.Sg. | - | - | - |
| 2.Sg. | am-a (não ames) | com-e (não comas) | admit-e (não admitas) |
| 3.Sg. | am-e | com-a | admit-a |
| 1.Pl. | am-emos | com-amos | admiti-amos |
| 2.Pl. | am-ai (não ameis) | com-ei (não comais) | admit-ei (não admitais) |
| 3.Pl. | am-em | com-am | admit-am |
| 1.Sg. | amar | comer | admitir |
| 2.Sg. | amar-es | comer-es | admitir-es |
| 3.Sg. | amar | comer | admitir |
| 1.Pl. | amar-mos | comer-mos | admitir-mos |
| 2.Pl. | amar-des | comer-des | admitir-des |
| 3.Pl. | amar-em | comer-em | admitir-em |
|
| am-ado | com-ido | admit-ido |
|
| am-ando | com-endo | admit-indo |