|
KRONIK
FYENS STIFTSTIDENDE LØRDAG 28. MAJ
2005
Duften af
sommerfugl
MAJBRITT MARIA NIELSEN
Den
16-årige forfatter til dagens kronik har selv leveret
overskriften. Hun skriver intenst og oplevet om den svære
første dag i en ny skole. Vil nogen have noget med hende
at gøre?
På vej. Tågen steg op af jorden. En
underjordisk damp, forårsaget af kulden under stenene og
den milde morgenluft, der bar et strejf af varme med sig. Hendes
skridt måtte give genlyd dernede, forskyde fliserne en
tusindedel og slide på den glatte overflade. En grå
blanding der hviskede op af hendes figur, smøg sig om
hendes ben.
Hun skyndte sig, gik hurtigt
og trådte til på flisegangen, som var hun uvenner med
den. Have-lågen tålte en tur til. Med en klagende lyd
lukkede den i bag hende, og hun var fri af husets
grund.
Et fortov, der syntes
endeløst banede vej til villavejens udslusning, hvor
nyvaskede biler stille forsvandt med mennesker i
weekendstemning.
"Varmen, stanken af jordslåede og glemte
jakker på knagerækkerne så langt øjet
rakte fik hende til at holde vejret. Hvis én af dem bare
havde været hendes, så havde hun
været
her i lang tid."
Hendes hår hang ned
langs kinden og halsen og dryppede af og til ned på jakken.
Nyvasket. Måske kunne hun rejse hovedet op, men hun orkede
ikke. Kun synet af hendes fødders skridt tiltalte hende.
Hun mærkede, hvordan dagen vågnede, tog sit
første åndedrag, blev sin egen.
PLUDSELIG stod hun der. Hendes fødder
stoppede i hvert fald. Jo, det var rigtig nok, hun var der.
Sundbyskolen tårnede højt for hendes øjne.
Måske skulle hun have bedt sin mor om at gå med. Den
interne larm fra de dampende bygninger forskrækkede
hende.
Hun måtte gå ind.
For alt i verden, hun måtte gå ind. Hvis hun gik hjem
nu, var morgenens spekulation, forsigtige nysgerrighed og
nervøsitet spildt. Hendes mors tøjvask kl. 23 i
aftes, fordi hun ville have sin store, røde sweater
på, var spildt. Den sweater kunne hun gemme sig i, lugte
til og forsvinde helt i. Måske en dag kunne hun blive
opslugt.
VARMEN, stanken af jordslået og glemte
jakker på knagerækkerne så langt øjet
rakte, fik hende til at holde vejret.
Hvis én af dem bare
havde været hendes, så havde hun været her i
lang tid. Så havde hun gået grinende til frikvarter,
arm i arm med sin nye, bedste veninde, smilende og lykkelig
indeni.
Nu flugtede hun langs
væggene, svedte i den venstre hånd og med lyst til at
gribe sit hjerte, der var på vej ud af hendes bryst, med
den højre.
EN LÆRER i hvid sweater gik forbi med en
sort taske i hånden. Han kiggede ikke på hende. Han
lugtede heller ikke af noget. Nogle mennesker duftede så
dejligt, når de fløj hastigt forbi, og hun
glædede sig ofte til at lade en ny duft af
menneske smyge sig om hendes næse. Andre
gange holdt hun vejret, nogle ville hun ikke have i
næsen.
Hans hår strittede
mærkeligt, og en ternet skjorte fløj rundt om hans
talje. Han gik ind i et klasse-lokale et par døre bagved
hende. Der lød snak derinde fra.
Pludselig stak han hovedet
frem, hun kiggede hen mod døren.
"Er du Nete?" lød det
fra ham. Hans stemme lød så frisk, passede slet ikke
til ham. Hun tog sin taske op fra gulvet og gik hen mod
ham.
"Vi troede jo du ville komme
til første time, så vi har ventet på
dig".
SPÆNDINGEN slog til i hende, samtidig en
angst. De havde ventet, forventningerne havde fyldt dem. Hvorfor
skulle de se hende fra morgenstunden? Skulle hun sprættes
op i det skarpe forårslys foran deres ansigter, så de
kunne suge den rest af liv og åbenhed ud af hende, hun
trods alt indeholdt?
Ville de stoppe hende ud med
deres fordomme, deres hemmelige breve fra timerne som aldrig var
til hende, og sy hende sammen med tråd, der aldrig ville
hele hende?
Så kunne hun gå og
bløde fra sit åbne sår, sprede lugt og
betændelse på gangene, alene i frikvar-tererne som
den tomme gennemsigtige, beskidte bamse hun var. Hendes verden
var en glemmekasse.
Hun trådte ind ad
døren, og larmen forsvandt. Den første, hun
så, da hun kiggede op, var en stor dreng. Han sad bagerst
og så hende lige ind i øjnene. Hun følte sig
kigget ud og følt på tænderne med det
samme.
Hun blev vist hen til et bord
med en masse ridser i. Endnu havde hun ikke set andre, ville ikke
kunne genkende dem. Hun satte tasken på gulvet. Skulderen
blev lettere, og hun hev en spinkel stol ud fra bordet og satte
sig stille.
UNDERVISNINGEN begyndte med det samme. Hun
opfangede intet, men så. På potteplanter i den lune
vindueskarm, på pigens fletning foran hende, på
lærerens håndskrift på tavlen, uden at
forstå ordene.
Pigen bandt sin fletning op,
snoede håret rundt, lod det glide ud og ind mellem
fingrene. Hun havde spinkle fingre, med små, rødlige
negle på. Nete drømte at hun flettede pigens
hår, og at hun selv havde små, fine negle, med en
sart neglelak på.
Hun duftede også godt.
Pludselig fandt pigens arm kanten på det bord Nete sad ved.
Et lille stykke papir faldt ud af hendes hånd og landede
der. Pigens arm forsvandt igen.
Hun frøs til is.
Allerede? Hun ville ikke røre brevet. Hendes hænder
flød over af nervøs væske og gled ikke let
hen over bordet, men slæbte sig med den klistrede
håndflade hen over den pinte bord-plade og fik fat i
brevet. Hun åbnede det med rystende hænder, kunne
ikke i sin vildeste fantasi gætte, hvad der mødte
hende.
"Vil du følges
hjem?".
Nete eksploderede indeni. En
lille sommerfuglerede vågnede, bredte orange, røde,
violette og lyserøde vinger, parrede sig med hver eneste
celle i hendes krop og tusind små, varme sommerfugle i alle
farver bredte sig til hendes kinder, brændte sig fast,
smeltede varmt ind i hendes ydre.
Hun kiggede taknemmeligt op,
en blanding af ærefrygt og fryd fyldte hendes sind. Hun
kiggede på brevet. Hvordan skulle hun svare? Hvordan kunne
hun skrive med få ord, at denne pige foran hende var hendes
redning, hendes håb, hendes pust i pejsen.
Varmen blussede i hende, da
pigen vendte sig om og kiggede spørgende på hende.
Hun knugede brevet i sin hånd og nikkede spontant. Nikkede
hun for meget? Hun var ved at grine, kunne mærke
en boblen indeni, hvor kom glæden fra? Hun
fnes i sit stille indre og forstod ikke sin krops reaktion.
DAGEN VAR gået så stærkt, og
hun havde ondt i kinderne af at smile. Mere end hun nogen sinde
havde gjort før. Matilde hed hun, pigen der gik ved siden
af hende på vej hjem med sit lyse hår blaf-rende i
vinden, imens hun snakkede forpustet.
Nete mærkede varmen
brede sig, fik lyst til at løbe alt, hvad hun kunne, grine
til mellemgulvet gjorde ondt og fortælle Matilde alt og
ingenting.
De nåede til
havelågen, og de to piger stoppede op og kiggede lidt
rundt.
"Er det din mor?", spurgte
Matilde og smilede mod køkkenvinduet. Hun så sin mor
kigge nysgerrigt ud, hendes mørkerøde hår
lå fladt mod ruden, og hun smilede til dem
begge.
"Skal vi sige hej?". Nete
kiggede indgående på sin nye veninde, ville hun ind?
Ville hun sidde i hendes seng og lade hende børste sit
hår og prøve hendes bluser og sige,
at de var flotte?
De gik op ad havegangen. Netes
smil sad fast, hun var overvældet. Lyden af tallerkener fra
køkkenet, Matildes jakke på knagerækken og
hendes mors næsten våde øjne, var mere, end
hun kunne forstå.
Nu var hun på
vej.
Majbritt Maria Nielsen,
Chr. Hansensvej 22, Holbæk,
er 16 år.
|