GrammarSoft ApS

Uddybende kommentarer 7 – Verbalgruppen

1.     Fast til verbet knyttede småadverbier (trække fra, kaste op, blive ved) kan analyseres som en – ofte diskontinuerlig – del af verbalgruppen, såkaldte verbalpartikler (¤, Vp). En alternativ, mere simpel, løsning er at behandle disse adverbier som adverbialer (Ú), evt. som "prædikativiske" bundne adverbialer (Ù), fx. fra som Ao i trække fra, og ved som As i blive ved.

2.     Verbalgruppen har en struktur, der er meget forskellig fra alle andre gruppers. Skal verbalgruppen beskrives som en almindelig gruppen, kan man gøre hovedverbet til kerne («), fordi den betydningsmæssigt repræsenterer gruppen udadtil, og hjælpeverberne tilsvarende til dependenter (< >). På dansk, engelsk og de romanske sprog står hovedverbet altid som sidste verbum i gruppen, men på tysk kan der forekomme modalverber og passiv-werden til højre for hovedverbet (er ist geschlagen worden, sie hat nicht kommen können).

3.     Verbalgruppen er en god kandidat for diskontinuerlig struktur, med især små adverbialer eller lette pronominer som indskudt materiale. Germanske sprog har fx subjektet indskudt efter det finitte verbum i spørgsmål (where have you been?). Tysk tillader alle forme former for objekter efter et finit hjælpeverbum (Peter wollte Mia seine Briefmarken zeigen), og dansk i det mindste negerede objekter (han har ingen skade gjort).

4.     For at undgå diskontinuerlige strukturer, og for at kunne arbejde med feltanalyse-inspirerede kommaregler m.m. kan det være en udmærket idé, at tildele verbalkæden en flad struktur med ¡, µ og evt. ¤ på samme niveau med objekter og adverbialer, fx Ú¡ûÚ¡µ? for Hvorfor har han ikke kunnet komme?

5.     Nogle vil måske prøve at analysere infinitivsmærket at som konjunktion i lighed med den underordnende konjunktion at  i finitte ledsætninger. Et argument er at at i at se Rom og opleve historien så at sige indleder begge paratagmets to infinitiv-sætninger. Accepteres dette syn, "løftes" Ü fra at være et gruppeled til at være et sætningsled, og enhver at-infinitiv bliver til en lille (infinit) sætning med minimum to led, (infinitiv-) konjunktion (Ü) og verbal (l). Et argument mod at behandle infinitivmærket som konjunktion(al) er det faktum at (underordnende) konjunktioner normalt står først i sætningen, mens infinitiv-at tillader foranstillede led, fx. Dannebrog at bære eller ingen chance at have haft.

6.     Problematikken med infinitivmærket er fælles for de germanske sprog dansk, engelsk og tysk, mens de romanske sprog har "nøgne" infinitiver og præpositionsstyrede infinitiver. Dog kan man vælge at beskrive præpositionerne i romanske perifrastiske verbalkæder (som fx fransk aller a + inf., venir de + inf.)  som verbalgruppe-interne dependenter (<>) – med funktion af verbalkonjunktional (Ü) eller, om man vil, infinitivmærke (Ü).

7.     En dansk kandidat til analysen verbalkonjunktional er konjunktionen og i Hun sad og sov , hvor ordet knytter hjælpeverbum og hovedverbum sammen til en verbalgruppe med imperfektiv aspektmarkering: Hun û(sad ¡ og Ü sov µ) .