Dansk er, som de andre germanske sprog, og det germansk påvirkede fransk, et sprog med obligatorisk subjekt - endda med en ordfølgeregel om hvor i sætningen subjektet skal stå (nemlig efter det finitte verbum eller i forfeltet). Sproget er så hunderæd for at producere sætninger uden subjekt, at det hellere vil indføje en dummy, en pladsholder, hvor subjektet burdet have stået, end slet ikke at have noget subjekt i sætningen. Pladsholderne kaldes for formelle subjekter (Sf), og på dansk benyttes partiklerne det, der og her som pladsholdere.

• 1. Det er koldt.
• 2. Her er hyggeligt.
• 3. Det regner i stride strømme.
• 4. Der straffes med bøde.

Subjekterne i eksemplerne er såkaldte situative subjekter (Ss), en undergruppe af Sf. Det er hele situationen som sådan (1, 2), der er kold eller hyggelig, og ikke en konkret ting, et koncept eller en person, der kunne levere et "rigtigt" subjekt (Sr). På samme måde kendes (eller i hvert fald nævnes) agenten ikke, når det regner med bøder (3, 4).

Selv hvor der findes et "rigtigt" subjekt senere i sætningen, er det på dansk påkrævet at fylde den "normal" subjektplads med et formelt subjekt koste hvad det ville. En sådan dublet, et skyggesubjekt, kaldes for foreløbigt subjekt (Sf), der i VISL deler forkortelse med overkategorien, formelt subjekt. I nedenstående eksempler er Sf rødt, og det egentlige subjekt grønt:

• 1. Det er altid rart at få julegaver.
• 2. Det står ikke klart om han kan tale russisk.
• 3. I går kom der nye forsyninger.
• 4. Der er intet, man kan gøre.
• 5. Kage er der ikke.
• 6. En varm sovepose ville det være godt at have nu.

Det "rigtige" subjekt senere i sætningen kan være en ledsætning - infinit (1) eller finit (2) - eller substantivisk materiale (4). Husk, at det foreløbige subjekt ikke nødvendigvis står først i sætningen, men også kan placeres lige efter det finitte verbum, hvis forfeltet eller er fyldt ud med andet materiale, som fx adverbialet I går i (3). Her kan der i visse tilfælde opstå den mærkelige situation, at det "foreløbige" subjekt står efter der egentlige subjekt - nemlig i "være-der"-sætninger med subjekt i forfeltet (5).

En særlig konstruktion er sætningskløvning (6), hvor dele af subjektsætningen (her objektet En varm sovepose) rykkes frem i forfeltet i modersætningens begyndelse, mens det foreløbige subjekt netop placeres efter det finitte verbum, i eksemplet altså midt i den (diskontinuerte) verbalgruppe (ville ... være).