6






Introduktion - Niveau 6: Paratagmer

Der tales om parataksis og paratagmer (par), når en koordinator (CO) - og, eller, men - eller et komma sideordner 2 eller flere led af samme type, der så benævnes konjunkter. Prøv at analysere følgende sætninger efter kryds- og bolle-metoden:

  • Peter og Anne er jyder.
  • Peter og Anne er taget i byen for at købe julegaver.

Hvad eller hvem er subjekt ("kryds") i disse sætninger, Peter eller Anne? Hjernen vil ikke have noget problem med at regne ud, at det første eksempel faktisk er 2 sætninger - Peter og Anne er jyder hver især og ikke tilsammen -, mens det andet eksempel nok snarest skal tolkes som en fælles bytur af et Peter+Anne-subjekt. Hvad der er nemt for hjernen, er dog knap så nemt i sætningsanalysen. Den mest simple analyse, en ordbaseret kryds-og-bolle-analyse, vil placere krydser under både Peter og Anne. Men en træsyntaktisk analyse vil først slå Peter og Anne sammen til eet syntagme (et paratagme), og så kalde helheden for subjekt.

Når man samler 2 eller flere sideordnede led i et paratagme, vil deres gamle ledfunktioner af subjekt (der jo i øvrigt var den samme for begge led) løftes til hele paratagmet, således at Peter og Anne bliver det nye subjekt (S:par), mens de gamle "del"-subjekter bliver til CJT:prop. Bemærk, at sideordnede led - ud over at have samme ledfunktion - ofte også vil have samme form - i eksemplet egenavn (proprium, prop). Dette er dog ikke en 100%'s-regel; man kan faktisk sideordne substantiver med substantivsyntagmer, eller adjektiver med præpositionssyntagmer:

  • Opskriften kræver laks, friske løg og masser af hvidvin.
  • Camilla var træt og i dårligt humør.

Sideordning er en lumsk affære, og en træsyntaktisk analyse kan løbe ind i flertydigheder som følgende:

  • gamle mænd og kvinder (er kvinderne gamle eller "aldersneutrale")
  • Martin holder med AGF og af Sanne (umulig, men hvorfor?)

Bemærk også at det sagtens kan gøre forskel, hvem der er henholdsvis først og anden konjunkt:

  • Det stod ned i stænger, og hun var gennemblødt på få sekunder (ok)
  • Hun blev gennemblødt på få sekunder, og det stod ned i stænger (ikke ok)
symbol kategori eksempler
CO koordinator
konjunktional
Vi købte 3 brød, 10 boller og 5 kager.
Lisa og Leander er taget i byen.
CJT konjunkt
sideordningsled
En gammel mensnu flodhest flygtede fra zoologisk have.
Det står ikke klart om han kommer allerede i aften eller først i morgen
par (cu) paratagme Romeo og Julia gik i biografen.
Camilla virkede meget træt og uoplagt.
Det var hans drøm at se Rom og opleve historien.