• VISL's analyseprincipper
• Sætningsled (oversigt)

Enhver sætning er bygget op af sætningsled, der kan være ord, grupper eller - igen - sætninger, såkaldte ledsætninger. Sætningsleddenes indbyrdes forhold beskrives igennem ledfunktioner, der i Danmark bl.a. markeres med kryds-og-bolle-symboler. VISL-systemet bruger 5 hovedfunktioner, de såkaldte SPOAC- eller SVOAP-funktioner:

• S for subjekt (grundled): Ronja sover
• P/V for prædikator eller verbal (udsagnsled): Ronja sover
• O for objekt (genstandsled): Ronja elsker lakrids
• A for adverbial (biordsled): Ronja sover længe
• C/P for komplement eller prædikativ (omsagnsled): Ronja er træt

I dette afsnit introduceres de tre første, vigtigste funktioner, SVO-funktionerne (kryds-bolle-trekant). Verbalet (bollen) er sætningens kerne, det ord eller den ordgruppe, der "ved" hvilke funktionspladser der overhovedet er i sætningen. Bolle-ordet 'sover', for eksempel, "ved" i sin egenskab af verbal, at der er plads til et subjekt (kryds) i sætningen, men ikke til et objekt (trekant). Ordet 'elsker' kræver derimod både subjekt og objekt - medmindre man altså tænker på flertalssubjekt i både han- og hunkøn, en anvendelse af ordet, der fremtvinger et betydningsskifte.

Subjekter og objekter repræsenterer rollerne i en sætning. Således vil subjektet typisk (men ikke altid) være den der gør noget ("agenten"), mens objektet vil være den, det går ud over ("patienten"). Det står således sørgeligt klart, hvem der er subjekt, og hvem objekt, i 'Ræven åd gåsen.'.

Dansk markerer subjekt- og objekt-status ved hjælp af en "normalordstilling", hvor 'Adam elsker Eva' gør Adam til det elskende subjekt, og Eva til det elskede objekt. Denne ordstillingsregel sikrer eentydighed selv hvor rollefordelingen ikke er afgjort på forhånd af moder natur - som det var tilfældet ved ræven og gåsen. Personlige pronominer (stedord) har dog stadigvæk en såkaldt kasusmarkering, hvor nominativ bruges til subjekter, og akkusativ til objekter: 'Han (subjekt/nominativ) elsker hende (objekt/akkusativ)'. Denn type objekt hedder direkte objekt (Od) eller akkusativobjekt (Oacc), og er den absolut mest almindelige, og vi vil derfor udskyde diskussionen af andre objekttyper til næste kapitel.

Tests

• Man kan spørge til et subjekt (og ikke til et objekt) med 'Hvem eller hvad er det, der gør det?'.
• Man kan teste verbalet ved at sætte et subjekt-pronomen som 'jeg' eller 'han' foran. Dette gælder dog kun såkaldte finitte (tidsbærende) verbaler, såsom 'spiser' eller 'vil spise' (nutid) og 'spiste' eller 'har spist' (datid). Infinitiv-verbalet ('at spise frugt er sundt') kan ikke tage 'jeg' foran, men får til gængæld følgeskab af en infinitivmarkør, 'at', og det kan tage et 'jeg' foran, hvis man først bøjer det i nutid ved at sætte et '-r' på.